Astrid Lindgren.
Født 14 november.
Ville være blevet 96 år.

Vor tids største og mest ægte forfatter.
Hun er kendt for sine dejlige børnehistorier, som har fortryllet store som små.

Men hun var også forkæmper for børn og dyrs rettigheder.
Således blev hun del i et stort projekt, med at prøve og sætte grise
ud i den fri natur igen.
(omend stort område med hegn om, for de nysgerrige mennesker)
Forsøget gik ud på, at grise der havde igennem flere generationer i bur.
Disse små, kummerlige forhold, hvor de ikke engang kunne ligge ordentligt ned.
Sætte disse ud i den fri natur, for at se om de kunne huske hvordan de skulle
leve der. Forsøget lykkeds!

Hvis man tænker i åndelige tanker, ledes man hurtigt hen i hendes historier som:
Brøderne Løvehjerte. Som jo foregår i den anden verden.
En verden mange af os herinde, har adgang til. Endda uden at være døde, som
brøderne gjorde.
 

---

Astrid Lindgren fortæller om sig selv 

Lad os begynde med mit liv og levned, eftersom I plejer at spørge om det.
Vi tager det helt fra begyndelsen - i november 1907, blev jeg født i et rødt
gammelt hus med æbletræer udenom. Som det andet barn af landmanden
Samuel August Ericsson og hans hustru Hanna, født Jonsson. Gården, som
vi boede på, hed - og hedder stadig - Näs. Den lå meget tæt på en lille by i
Småland, Vimmerby. Näs har været præstegård siden 1411 og er det stadig,
men min far var dog ikke præst. Han var kun forvalter på Näs, som hans far
havde været før ham og hans søn efter ham.

I det røde hus, som i 1700-tallet var præstegård, men som langsomt blev lavet
om til forpagterbolig, fødtes yderligere to børn. Vi var altså fire søskende
Gunnar, Astrid, Stina og Ingegerd og vi levede et lykkeligt Bullerbyliv på Näs,
stort set som børnene i Bullerbybøgerne. Vi gik i skole i Vimmerby.
Den lå så tæt på, at vi kunne nå der hen på et kvarter, men præcis som
Bullerbybørnene begyndte vi efterhånden at nærme os voksen- alderen og
så var det tid til at se sig omkring i verden. Jeg rejste til Stock- holm, hvor jeg
uddannede mig til sekretær, fik arbejde på et kontor, blev gift og fik to børn
Lars og Karin. De ville gerne, at jeg fortalte dem historier og fortælle, det
gjorde jeg. Men jeg skrev ikke bøger, nej, for jeg havde allerede tidligt
bestemt mig for ikke at gøre det. De fleste mennesker, som ikke skriver
bøger, har vel ikke besluttet sig for ikke at gøre det, men for mig var det
faktisk en beslutning.

Da jeg gik i skole, sagde de altid "du bliver nok forfatter, når du bliver stor"
og en gang blev jeg en anelse spottende kaldt for "Vimmerbys Selma Lagerlöf".
Jeg tror, at dette skræmte mig. Jeg vovede ikke at forsøge, selv om jeg inderst
inde kunne mærke, at jeg syntes, det var sjovt at skrive. Men dette er et
spørgsmål, som altid kommer her - hvordan begyndte du da at skrive, og
derfor vil jeg, som utallige gange før, fortælle om, hvordan det gik til.

I 1941 lå min 7-årige datter Karin syg med lungebetændelse. Hver aften,
når jeg sad ved hendes seng, tiggede hun som alle børn: "fortæl noget!"
og en aften, hvor jeg var meget træt, spurgte jeg hende:
"Hvad skal jeg fortælle?" Så svarede hun: "fortæl om Pippi Lang- strømpe!"
Hun fandt helt spontant på det navn. Jeg spurgte hende ikke om, hvem Pippi Langstrømpe var. Jeg begyndte at fortælle, og da det var et morsomt navn,
blev det også til en morsom pige. Karin og senere også hendes legekammerater
viste fra begyndelsen en mærkelig kærlighed til Pippi og jeg skulle fortælle om
hende igen og igen og det fortsatte i flere år.

En dag i marts 1944 sneede det i Stockholm og da jeg om aftenen kom
gående på fortorvet udenfor Vasaparken, lå der da nyfalden sne på vejen
henover et hårdt isslag. Jeg faldt og forstuvede min fod slemt og måtte
ligge i sengen en tid. For at få tiden til at gå, begyndte jeg at stenografere
Pippi-historierne og da jeg arbejdede som sekretær, var jeg en dygtig stenograf.
Jeg skriver stadig altid først mine historier i stenogram.

I maj 1944 fyldte Karin 10 år og da fik jeg ideen at skrive Pippi-historien rent
og give hende manuskriptet i fødselsdags- gave og senere besluttede jeg mig
for at sende en kopi til et forlag. Ikke fordi jeg et sekund troede på, at de ville
udgive det i bogform, men alligevel. Jeg var selv ret rystet over Pippi og jeg
kan huske, at jeg sluttede mit brev til forlaget sådan her: "med håbet om, at
I ikke tilkalder børneværnet." For jeg havde jo selv to børn og hvordan skulle
de blive med en mor, som skrev sådanne bøger!

Præcis som jeg havde regnet med, fik jeg manuskriptet tilbage, men mens jeg
ventede, havde jeg fået tid til at skrive yderligere en bog - og nu havde jeg
fundet ud af, hvor sjovt, det var at skrive.
Jeg skrev en pigebog "Britt-Mari letter sit hjerte".
Den sendte jeg til Rabén & Sjögrens förlag, som i 1944 havde udskrevet
en konkurrence om pigebøger og det mærkelige hændte. Jeg fik en andenplads i konkurrencen. Gladere har jeg aldrig været, end da jeg nu fik den besked en sen efterårsaften i 1944. Næste år, 1945, havde samme forlag en konkurrence om børnebøger. Der sendte jeg Pippi-manuskriptet i en lidt omredi- geret udgave
og jeg fik første prisen for den.

Sådan fortsatte det. Pippi blev en succes, selv om der var nogle,
der var chokerede over bogen og troede, at nu skulle alle børn opføre sig
som Pippi.

"Intet normalt barn vil spise en hel lagkage til et kaffeslapperads", var der
en der indigneret skrev. Og det var jo sandt. Der er hellere ingen normale børn,
der kan holde en hest i strakt arm. Men hvis man kan, er man vel også sulten
nok til at sætte en hel lagkage til livs.

I 1946 havde Rabén & Sjögren en ny konkurrence om detektivbøger for unge.
I den anledning skrev jeg Mesterdetektiven Blomkvist og det blev til en delt
første plads. Det var sidste gang, jeg deltog i en konkurrence, men jeg
fortsatte med at skrive. Tæt på 40 bøger foruden en mængde billedbøger
og nogle teaterstykker og viser.
Jeg har også lavet adskillige film, radio og tv-serier.
Fra 1946-1970 var jeg ansvarlig for børnebogsafdelingen hos
Rabén & Sjögren.

Alt dette er ganske let at svare på. Det er straks være, når
det kommer til andre spørgsmål. Hvad mener du om dine bøger?
Pippi Langstrømpe, hvad for en ide har du haft med det at skrive om hende?
Hvordan kan man gennem børnebøger påvirke og opdrage barnet?
Hvordan bør en god børnebog være?

Til dette kan jeg blot svare, at jeg ikke har ment noget som helst.
Hverken med Pippibøgerne eller nogen anden bog. Jeg skriver for at
underholde barnet i mig selv og kan bare håbe, at andre børn vil få det
ligeså sjovt. Jeg kan ikke svare på, hvordan en god børnebog bør se ud -
hvorfor spørger man aldrig, hvordan en god voksenbog skal være?
Jeg forsøger at være "sand" i kunstnerisk forstand, når jeg skriver.
Det er den rettesnor, jeg har. Nogle spørger, hvorfor skriver du ikke en
bog om det at være skilsmisse- barn i Farsta for eksempel og til det vil
jeg svare. Jeg kan kun skrive om det, jeg kender til. Jeg ved ikke,
hvordan det er at være skilsmissebarn i Farsta. Antageligt går der et
lille barn rundt i Farsta lige nu, som kommer til at skrive om det engang.

Selv har jeg blot et helt klart billede af, hvordan det er, eller rettere
sagt var, at være en bondepige i Småland og at være barn i en lille by,
derfor "foregår" de fleste af mine bøger i nogle af disse miljøer.
Bullerbybørnene, Emil fra Lønne- berg, Rasmus, Søndenengsbørnene,
som bor langt ude på bøhlandet. Pippi Langstrømpe,
Mesterdetektiven Blom- kvist, Lotte fra Spektakelmagergade og
Grynet holder til i en lille by. Først da jeg havde boet i Stockholms skærgård
i omtrent tredive somre, vovede jeg at skrive en bog der om,
Vi på Krageøen. Karlsson på taget, som bor i Vasastan i Stockholm.
Det miljø kender jeg også godt efter at have boet der i treds år.
Nå, men Mio min Mio, Brøderne Løvehjerte og Ronja? Ved jeg mere om,
hvordan det er i Landet i det fjerne, Nangijala og Mattisskoven, end om
hvordan der er i Farsta? Svar: Ja, det ved jeg. Men hvordan jeg ved det,
det taler jeg ikke om.

Får du inspiration fra dine egne børn eller børnebørn, når du skriver, det
plejer man også at spørge mig om og til det kan jeg svare, der findes
ingen andet barn, som kan inspirere mig end det barn, som jeg selv var
engang. Det er overhovedet ikke nødvendigt selv at have børn for at skrive
børnebøger. Man skal bare selv have været barn engang - og så kunne huske nogenlunde, hvordan det var.

Som sagt: Jeg forsøger ikke bevidst at opdrage eller påvirke, de børn,
som læser min bøger. Det eneste jeg tør håbe på er, at de måske kan
bidrage en lille smule til et menneskevenligt, positivt og demokratisk
grundsyn hos de børn, som læser dem. Selv bøger, som ikke vil andet
end at give en ren læseoplevelse, bør findes. "Tak fordi, De kastede
glans over en dyster barndom", stod der på en lille papirlap som en
ukendt kvinde en gang gav til mig. Det er nok for mig.
Hvis jeg har kunnet forgylde selv en trist barndom, da er jeg tilfreds.

Tekst og billeder: Rabén & Sjögren Bokförlag

---

Astrid's bøger er oversat til følgene sprog:

Afrikaans Albanska Arabiska Armeniska Azerbajdzjanska Baskiska Bulgariska Danska Engelska (inkl Amerikanska) Esperanto Estniska Finska Franska Frisiska (inkl. Föhrfrisiska, Syltfrisiska og Mooringfrisiska) Färöiska Gaeliska (Iriska) Georgiska Grekiska Grönländska Hebreiska Indonesiska Isländska Italienska Japanska Katalanska Kazakiska Kinesiska Kirgiziska Koreanska

Kurdiska Kymriska (Walesiska) Lettiska Litauiska Lulesamiska Mienkäli (Tornedalsfinska) Moldaviska Nederländska Nepali Norska Persiska Plattyska (lågtyska) Polska Portugisiska Romani Rumänska Ryska Serbo-kroatiska Singalesiska Slovenska Spanska Swahili Tatariska Thailändska Tjeckiska Turkiska Turkmeniska Tyska Ungerska Uzbekiska Vietnamesiska Zulu